Diagnoser

Skulder

Indeklemningssyndrom (impingement)

Skuldersmerter kan opstå af forskellige årsager. Mange oplever at smerterne kommer efter forskellige dagligdagsaktiviteter, der ikke tidligere har givet problemer fx tennis, golf, malerarbejde eller ligende. Og andre oplever smerterne kommer snigende hen over flere måneder og tager til. Smerterne opstår når bløddele som muskler eller slimsæk kommer i klemme under skulderhøjen (Impingement). Smerterne inddeles i to undergrupper:

Primær Impingement, der er forårsaget af forandringer inde i leddet, fx slidgigt mellem skulderblad og kraveben eller tilvækst af knoglevæv (næbdannelse). Her vil en operation kunne afhjælpe symptomerne ved igen at skabe plads i skulderen. Efterfølgende vil fysioterapi kunne hjælpe, så du får optimal funktion igen.

Sekundær Impingement, er en ændring i samspillet mellem musklerne, skulderbladet og overarmsknoglen. Her kan fx styresenen eller slimsækken komme i klemme. 

Fysioterapi er hensigtsmæssig for at genskabe samspillet og få balancen tilbage over skulderleddet igen.

 
 

Det siger andre:

‘En super kompetent behandler. Sjældent har jeg følt mig i så dygtige hænder. Kom til klinikken for at få klarhed over en skulderskade, som hverken min egen læge eller min vanlige fys kunne diagnosticere med sikkerhed. Her fik jeg den klarhed, jeg søgte. Jeg kan på det varmeste give mine anbefalinger’.

- D. Axelsen 2020

 

Instabilt skulderled, ledskred
og Bancart

Når overarmsknoglen kan vandre mere rundt i ledskålen end normalt eller decideret trækkes ud af ledskålen kaldes dette Instabilt skulderled eller Ledskred.

Dette giver smerter, fordi overarmshovedet vandrer for meget rundt i ledskålen og dermed afklemmer bløddele eller presser på dem. Det skaber irritation og dermed smerter. Det kan også være, at man oplever at skulderen er løs, som om den snart vil glide af led igen eller at den giver høje ‘klonk’ lyde når den bevæges. 

Dette skyldes løshed i de strukturer, der skal holde overarmsknoglen inde i ledskålen. Det kan være operationskrævende (bankart), hvis der fx er skade på ledlæben.

Men mange kan nøjes med en ihærdig træningsindsats og vejledning i, hvilke øvelser der er hensigtsmæssige og på hvilket tidspunkt. Langt de fleste kan trænes til en smertefri tilstand ved kompetent vejledning. Vores fysioterapeut har gennem flere år varetaget den specialiserede genoptræning på AUH, hvor Speciallægerne har henvist de mere komplicerede forløb fra regionen. Her har hun genoptrænet alt fra børn til professionelle sportsfolk.

 
 
AS_skulder_2.jpg
 
 

‘Frossen skulder’ - periarthrosis humeroscapularis

Er en irritationstilstand inde i ledkapslen i skulderen. Årsagen til denne tilstand er fortsat ukendt, men risikoen øges kan opstå som følge af fald eller operation eller bare opstå spontant.

Tilstandens varighed kan være alt mellem ½ til 3 år og der opnås ikke altid normal bevægelighed. Tilstanden har som regel tre faser: 

1. fase er præget af tiltagende smerter og bevægelsesindskrænkning. Der er konstante smerter også om natten.

2. fase her har smerterne toppet, men bevægelsesindskrænkningen fortsætter og når armen bevæges for langt ud i bevægelserne kommer smerterne kortvarigt kraftigt tilbage. 

3. fase er skulderen låst i sine bevægelser, men smerterne er ophørt.

Operation tilbydes i de tilfælde, hvor man har mange smerter og forhindres i daglige gøremål pga bevægelsesindskrænkningen.

Fysioterapi er kun relevant i slutningen af 2. og 3. fase, så du igen kan genvinde så meget bevægelighed og funktion i din skulder som muligt. Vores ekspert har bred erfaring med denne tilstand både dig der er opereret og dig der ikke er. Hun har gennem de sidste år varetaget henvisninger fra AUH’s speciallæger på netop denne diagnose.


Brud i skulderen

Ved brud i skulderen forstås enten brud på overarmsknoglen eller skulderbladet. Hvis der pga bruddets karakter sker mekaniske ændringer i leddet, kan det være svært at genvinde sin gamle funktion. Og alt efter om der er sket mekaniske ændringer i leddet, kan der være varige mén. 

Det er vigtigt, at du kommer i gang med øvelser så hurtigt som muligt. Sygehuset vil instruere dig i øvelser for de første tre uger, og herefter vil du skulle begynde på de mere funktionsrettede øvelser med en fysioterapeut, der kan optimere funktionen af den nye tilstand.

Vores ekspert vil vejlede dig i gradvist at belaste din arm, således du opnår så meget funktion som muligt og i et hensigtsmæssig tempo for vævshelingen. Hun har gennem de sidste år varetaget specialiseret genoptræning på AUH på de mere komplicerede brud og hvor andre terapeuter har måttet give op. Her er du i trygge hænder og din træning vil altid være med fokus på ikke at provokerer smerte.

Skade på styresenen eller andre muskler omkring ledhovedet (rott. cuff)

Beskadigelse af styresenen kan opstå på forskellige måder, fx. akut ved fald, slag eller træk i skulderen. Det kan også ske over tid pga de ændringer i senevævet, der kommer med alderen. Disse forandringer skaber pladsmangel til sener og muskler og slider dem gradvist.

En delvis eller en total overrivning af styrresenen i skulderen betyder, at man ikke kan løfte armen eller række ud med den.

Operation tilbydes, hvis forholdene i vævet vurderes egnet hertil. Her vil lægen sy senerne sammen og fæstne dem til knoglen igen. Er dette ikke muligt kan skulderen stadig genoptrænes til et vist niveau. 

Efter operation er det den opererende læge der bestemmer, hvornår du må begynde dine øvelser. Herefter er det fysioterapeutens ansvar at blive ved med at udfordre dig, så du genvinder så meget funktion i skulderen som muligt.

 
AS_skulder_3.jpg


Skulderprotese

Man tilbydes nyt skulderled/ ledprotese som følge af artrose eller efter lednære brud på overarmsknoglen. Der findes flere forskellige proteseformer og det kræver derfor forskellige tilgange. Det er langt fra alle, der opnår fuld bevægelighed.

Gennem fysioterapi kan du få vejledning i, hvordan du bedst genoptræner din skulder, så du opnår både den mest hensigtsmæssige, men også den bedst mulige bevægelse. 

AC leds resektion (kravebensleddet)

Denne operation foretages bl.a som følge af slidgigt og vedvarende smerter i leddet. Efter operation er der ofte et langt smerteforløb, men det er vigtigt at komme i gang med øvelser, for at genvinde så meget funktion over skulderen som muligt. 

Scapula dyskinesi (Englevinge)

Scapula dyskinesi/ englevinge kan i langt de fleste tilfælde behandles med et længerevarende og målrettet behandlingsforløb. Der skal arbejdes både på forsiden og bagsiden af kroppen for at få muskelbalancen tilbage over skulderbladet.

Vores arms funktion afhænger af skulderbladets evne til at støtte armen når vi vil løfte denne op over skulderhøjde. Kan skulderbladet ikke støtte armen pga nedsat funktion i den omkringliggende muskulatur, vil mange opleve nedsat bevægelighed, smerter i selve skulderleddet eller i få tilfælde trykken for brystet.

Vores fysioterapeut har hjulpet mange med denne funktionsnedsættelse både i den specialiserede genoptræning på AUH, men også her i klinikken. Behandlingen kræver et stort kendskab til skulderens funktionelle anatomi og en grundig udredning inden behandlingen påbegyndes. Begge dele er en del af forløbet her i klinikken.

Skulder artrose / Slidgigt

Slidgigt/ artrose er en degenerativ kronisk sygdom, hvor brusken i leddet gradvist nedbrydes. Årsagen til sygdommen kendes ikke, men vi ved meget om, hvad der øger risikoen for at udvikle sygdommen bl.a.. inaktivitet, overvægt og tidligere skader i samme led. Men forskningen viser også at træning kan være med til at lindre smerterne.

Fysioterapi kan derfor være gavnligt, for at optimere din funktion i skulderen igen.